P-D-Hvad-For-Noget?
P-DTR står for Proprioceptive – Deep Tendon Reflex, og er i mine øjne broen der har manglet mellem det alternative og det hardcore videnskabelige. Det er en ny og meget unik behandlingsmetode, som er udviklet (og forsat udvikles) på baggrund af utrættelig neurologisk testning og forskning af en mexicansk læge og rygkirurg ved navn Dr. Jose Palomar.
Tag selv kurset i København til September!
Læs mere her:
https://klinikansa.dk/courses/courses-in-copenhagen/
Eller join facebookgruppen “P-DTR Copenhagen“.
Gennem muskeltestning testes dit sensoriske nervesystem, og med en dyb senerefleks normaliseres de reflektoriske mønstre, som skaber din smerteoplevelse og/eller begrænsninger. Se et eksempel fra klinikken herunder:
Proprioception defineres som:
”Ledsans, sans, der informerer hjernen om de enkelte kropsdeles stilling i rummet. Signaler fra sanselegemer i sener, led, muskler og hud analyseres i lille- og storhjernen til et bevidst billede af kroppens rumlige position.” [1]
Lad os starte med et eksempel
En dag er tango-Tanja (vi kan jo ikke alle dyrke crossfit) uheldig og brækker højre ankel. Med det samme vil hun lægge vægten over på sit andet ben, ændre sit bevægemønster og typisk opleve smerte kort tid efter, alt sammen for at undgå at gøre skaden værre og øge muligheden for at skaden kan hele.
Dette respons sker ved at hendes centralnervesystem sætter gang i en masse processer, blandt andet det at aktivere nogle muskler mere end andre, så at hendes bevægemønster ændres mest hensigtsmæssigt. Det essentielle her er, at responset sker på baggrund af en øgning af nogle signaler fra anklen, som centralnervesystemet derefter tolker på.
Væv heler men nervesystemet glemmer aldrig
Al væv heler efter en hvis rum tid, men øgede signaler fra gamle skader/operationer/ar, og episoder der af vores hjerne tolkes som trusler mod vores overlevelse, kan blive hængende uendeligt – alt sammen for at beskytte os bedst muligt i længden.
Der er gået nogle måneder og tango-Tanjas HØJRE ankel er helet fint – hun mærker intet til den. Hun har arbejdet med de genoptræningsøvelser hun fik fra hospitalet, og føler sig nu endelig klar til at komme i gang med danse igen.
Efter kort tids træning bliver hendes VENSTRE knæsene desværre overbelastet, og det bliver ved med at ske, selvom hun springer hver anden træning over. Hun går til en dygtig behandler som observerer, at hun lægger mere vægt på det venstre ben, hendes bækken er roteret, og hendes venstre forlår er meget spændt – hvilket stemmer overens med hvad hun mærker.
Der bliver arbejdet lidt med hendes muskler og led, hun får nogle stræk- og balanceøvelser og nogle opmuntrende ord, og efter et par gange går det meget bedre. En måned senere er senen desværre blevet overbelastet igen, og det samme mønster er tilbage. Hvorfor?
Fordi at mønsteret og spændingen tango-Tanja rigtigt nok har og mærker, er løsningen på et andet problem, signalerne fra den højre ankel, som den ubevidste del af hendes hjerne desværre prioriterer højere end hendes evne til at danse tango. Det at danse bliver derfor en trussel mod det kompensationsmønster, som hendes hjerne har skabt for at passe bedst muligt på den højre ankel.
Med P-DTR er det muligt at normalisere signalerne fra den højre ankel, hvorefter tango-Tanjas hjerne vil stoppe det beskyttelsesmønster, som hurtigt leder til overbelastning af venstre knæsene. Og det mest fantastiske er, at det kun kræver to typer specifikke stimuli efterfulgt af en senerefleks – det svære er, at finde ud af hvor problemet starter!
Hvor starter vores problemer?
Fundamentet for P-DTR er, at alle de mønstre og smerteoplevelser vi prøver at ”rette” og ”fixe” ikke er problemet i sig selv, men er den løsning vores centralnervesystem vælger, baseret på den sensoriske information den får fra vores sanselegemer/receptorer.
Vores hjerne kan reagere på tre forskellige måder. Enten via tanker/indre dialog, stimulering af vores kirtler eller spænde og slappe af i muskler. I de fleste tilfælde sker disse ting samtidigt. En eksempel er, når du ser en god ven. Her får din hjerne et visuelt input, som i din hukommelse er associeret med positive begivenheder, hvilket leder til aktivering af smilemusklerne og udskillelse af stoffer relateret til velvære.
Læs om vores forskellige sanselegemer i denne artikel fra Illustreret Videnskab:
– Her er vores 7 vigtigste sanser
Derudover har Dr. Palomar fundet ud af at disse receptorer parrer med hinanden. Dette betyder, at når et bestemt område (typisk efter en form for skade) øger sin følsomhed og sit signal til hjernen, så kompenserer vores nervesystem ved at øge følsomheden i et andet område.
Gennem en bestemt testprocedure af muskeltests og diverse stimuli kan man lokalisere disse områder, og via en dyb senerefleks kan man normalisere dem – og derved ændre mønsteret hjernen vælger på baggrund af disse signaler [2].
Kontekst er altafgørende
Hvis din bedste ven i et muntert øjeblik slår dig på skulderen, er risikoen for at din hjerne tolker slaget som et meget farligt stimuli ikke særlig stor. Ændrer vi konteksten og siger, at det er aften, du er træt og lettere angst, og slaget (med samme kraft og intensitet) kommer fra din voldelige far, som lige er vendt hjem fra pubben, så er det meget mere sandsynligt.
Gamle skader, operationer, ar, tatoveringer har alle potentiale for at skabe store beskyttelsesmønstre, som beskrevet i tango-Tanjas tilfælde. Især hvis disse opstår på et tidspunkt, hvor man er i en meget fysisk og/eller psykisk stresset tilstand. Udfordringen med P-DTR er, at intet nogensinde er sort-hvidt. 20 mennesker kan have det samme symptom, men årsagen starter 20 forskellige steder. Potentialet med metoden er dog intet mindre end exceptionel.
Gribova N.P.
Professor, M.D., Head of Department of Neurology and Physiotherapy of the Faculty of Additional Professional Education of Smolensk State Medical University:
“Science does not stand still and there are changes occurring in medicine too. I always stand for new methods if they bring results. The results of the treatments by this method prove its effectiveness, and the preliminary results of the researches conducted by our department prove the existence of an interrelation among the receptor fields with which Dr. Palomar works. I am proud that it has been our department that developed a neurophysiological program and is currently carrying out the researches on this method. All this is a result of big intellectual and physical efforts of our department staff. The method works, and this is what counts, although the fact that it requires further scientific studies is undeniable. I believe that we are on the verge of new scientific discoveries in medicine and particularly in neurology.”[3]
Ekstra information til fagpersoner
Læs en uddybende beskrivelse af Dr. Palomar og metoden her:
- Neuroreceptor therapy
The method of Proprioceptive-Deep Tendon Reflex (P-DTR) in functional neurology.
Læs et review fra The Russian Pain Magazine:
“Obvious change in the muscle tone and the development of functional muscular weakness are confirmed by suprasegmental changes that are reflected in the muscular electrical activity, taking into count the results of the neurophysiological study. Until recently, there were a lot of “white spots” in the knowledge of control of muscle tone and segmental postural reflexes, as well as the reflex arcs and their activity under different conditions of functioning. Apparently, the method of P-DTR covers these exact gaps, which have not been hitherto the subject of interest of the clinical neurology, and at the same time, provides confirmation of the necessity of studying of segmental and subsegmental mechanisms. Undoubtedly, the method of P-DTR deserves attention as a tool of practical neurology.”
Se en video af Dr. Palomar der fremlægger teori og praksis omkring metoden for russiske neurologer her:
Referencer
[1] http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145877
[2] http://p-dtr.com/wp-content/uploads/2017/05/ReportontheConference28.04.2017Eng.pdf